Udskiftning af vandmålere

 

Kontrol med vandmålere i drift

 

Marielyst Vandværk er som alle andre vandværker underlagt Sikkerhedsstyrelsens (Tidligere Erhvervs- og Boligstyrelsen). Bekendtgørelsen om kontrol med vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt vand og de dertil hørende måletekniske direktiver. Bekendtførelsen beskriver at vandværket skal etablere et kontrolsystem til overvågning af samtlige måleres nøjagtighed. Marielyst Vandværk har derfor udarbejdet og vedtaget en manual, der beskriver vores kontrolsystem.

 

Måleteknisk direktiv nr. 02.36-01 om ”Kontrolsystem for målere i drift” beskriver kravene til gennemførelse af kontrollen. Vandværket skal gennemføre en stikprøvekontrol af vandmålerne, når vandmålerne er max. 6 år gamle. Alle vandmålere inddeles derfor i partier af ca. 120-150 vandmålere i hvert parti og der udtages tilfældigt en stikprøve (ca. 10-15%) af partiet. Alle vandmålere i stikprøven nedtages og erstattes af nye vandmålere. De vandmålere, der er nedtaget, sendes til afprøvning på et akkreditere målerlaboratorium. Afhængig af resultatet at afprøvningen af stikprøven bliver partiet bedømt således:

 

-         at partiet må være opsat endnu 6 år til næste stikprøve

-         at partiet må være opsat endnu 3 år til næste stikprøve

-         at partiet er kasseret og skal nedtages inden 1 år

 

Resultaterne fra stikprøvekontrollen bruges således til at afgøre, hvornår de enkelte partier skal skiftes.

Marielyst Vandværk laver stikprøve kontrol efterhånden som målerne når den maksimale alder på 6 år. Resultaterne fra stikprøvekontrollerne bliver ikke brugt til regulering af den enkelte forbrugers regning.

 

Tvist

 

Hvis der opstår uenighed mellem vandværket og forbrugeren om hvorvidt vandmåleren viser rigtigt, så beskriver vandværkets regulativ, hvorledes uenigheden skal afgøres. Der står at såvel vandværket som forbrugeren kan ved skriftlig henvendelse til vandværket kræve at få vandmålerne afprøvet.

Vandmålere regnes for at vise rigtigt, når den visning ved ½ og ¼ belastning ikke afviger mere end 5% fra den virkelige gennemløbsmængde. Omkostningerne til udskiftning af måleren og afprøvningen afholdes i så fald af den, der har ønsket afprøvningen.

 

Hvis fejlen er større end 5% afholdes omkostningerne af vandværket og vandværket foretager efter forhandling med ejeren skønsmæssig nedsættelse eller forøgelse af det målte forbrug for det tidsrum, hvor vandværket skønner at målerens fejlvisning har fundet sted.

 

Kontrollér din egen vandmåler.

 

For at sikre opdagelse af utætheder eller andet uhensigtsmæssigt forbrug af vand bør De regelmæssigt (helst hver eller hver anden uge) kontrollere og aflæse vandmåleren. Aflæsningen kan noteres i en journal. De kontrollerer at der ikke er utætheder i Deres installationer ved at lukke for alle vandhaner og sørge for at der ikke bruges vand til vaske- eller opvaskemaskiner eller toiletter. Når der er lukket for alt vand i installationerne, så kontrollerer de vandmåleren. Det lille tandhjul i midten af måleren skal stå helt stille. Bevæger tandhjulet sig, så betyder det, at der stadig løber vand igennem vandmåleren og De bør derfor kontrollere Deres installation for utætheder. Begynd med toiletter, der ofte kan løbe selvom det næsten ikke kan ses. Et utæt toilet, der løber, så man næsten ikke kan se det kan give et vandspild på 100 m3 om året.

Kontakt evt. en VVS-installatør, der kan være behjælpelig med at finde utætheden. Der kan være tale om utætheder i skjulte rør i gulv eller vægge, der kan medføre betydelig skade på bygningen.